Årets løb blev afholdt i Kalundborg. Efter sidste års tilfangetagelse af de berygtede forbrydere Towny Nitaa og 'Jærven', skulle de to endelig stilles for retten. Da retssagen skulle til at begynde, troppede den sagnomspundne gangsterboss Ernst van Krüger - også kaldet ‘Storvildtsjægeren’ - pludselig op. Han var vendt tilbage efter flere år i Afrika, hvor han eftersigende skulle have mineret guld og diamanter på ulovlig vis, og fragtet dem til Danmark. Men nu var han tilbage i landet!
Sagen mod Towny og ‘Jærven’ virkede stensikker, men dommeren skiftede pludselig mening efter en kort kryptisk samtale med ‘Storvildtsjægeren’, og de to kumpaner gik fri. Spillet var derfor i gang igen, for hvad skulle Storvildtsjægeren dog i Kalundborg? Var der nogen grænser for hans ulovligheder, med de nu løsladte kumpaner ved hans side? Havde han også domstolene i sin hule hånd? Spejderne gik straks i gang med at hjælpe PETs afdeling 5 med at undersøge mysteriet.
Efter grundig efterforskning lykkedes det spejderne at opklare, at ‘Storvildtsjægeren’ havde involveret sig i bestyrelsen hos Østasiatisk Handelskompagni, som blev drevet af den snu kinesiske forretningsmand Mr. Fang. Under dække af Handelskompagniet, kunne ‘Storvildtsjægeren’ transportere sit guld til Danmark og samtidig vaske pengene hvide. Den store aktivitet krævede dog involvering af underleverandører, og her havde ‘Storvildtsjægeren’ trukket på sit netværk og hyret den tvivlsomme karakter 'Admiralen' ind til opgaven.
Det viste sig dog, at ‘Admiralen’ havde disponeret langt over evne, og var kommet til at bytte om på en forsendelse af ‘Storvildtsjægerens’ guld og de handelsrejsende ‘Brødrende Fusks’ værdiløse lerfigurer. ‘Storvildtsjægeren’ stod derfor tilbage med en lang næse og betalingsvanskeligheder, mens de normalt så fattige brødre pludselig var stenrige og øsede om sig med penge.
Efter dramatiske begivenheder, tvang Towny Nitaa og ‘Jærven’ med vold og magt omsider ‘Admiralen’ til at røbe, at han havde lavet en fejl. ‘Brødrende Fusk’ fik derfor travlt med at komme ud af landet med alt deres guld. Det lykkedes næsten at laste et skib med al guldet, men i sidste øjeblik stoppede gangsterbossen dem. ‘Brødrende Fusk’ blev derfor smidt i havnen, mens ‘Storvildtsjægeren’ kaprede skibet og sejlede afsted.
Det lykkedes spejderne at fange de to brødre, men ‘Storvildtsjægeren’ og hans kumpaner stak afsted til søs. Mon det lykkes spejderne, at fange ham næste år?